Lær at blive en rigtig træ-kæmper!
Eleverne lærer om træernes betydning for klimaet ved at læse historien om en dreng, som vil bygge en maskine, der kan hjælpe klimaet. Trods sine store anstrengelser eksploderer hans nye opfindelse, inden den er klar til brug. Men heldigvis kommer en skovalf ham til hjælp, og snart finder han ud af, at opfindelsen allerede er opfundet – det er et træ. Hæftet beskriver klimaproblemet, men også hvad vi kan gøre for at komme det i møde – og viser børn, at de selv kan gøre noget for at skabe en mere bæredygtig fremtid, fx ved at plante træer.
Eleverne planter ny skov i Nordskoven og Vollerup Skov
Det sker i samarbejde med Naturstyrelsen, Slagelse og Kalundborg Kommune, Grøn Kirke og Landbrugs- og Gartnerskolen ZBC. Eleverne ser først instruktionsvideoer om træplantning via materialets hjemmeside, inden de selv møder op og deltager i træplantningen i de to udvalgte områder i Nordskoven ved Slagelse og Vollerup Skov nord for Kalundborg. Træplantningen foregår i november og april måned.
Ask Ygdrasil og Livets Træ
I forbindelse med træplantningseventen møder eleverne ”en grøn præst”, der fortæller eleverne om Ask Ygdrasil, Livets Træ og andre vigtige træer i religionen og litteraturen.