Hvælvingens hemmeligheder – Tag på opdagelse i kirkernes kalkmalerier og lær om fortidens tro og overtro

Tidligere Projekter

Projektfakta

Klassetrin: 4.- 6. klasse
Periode: september – maj
Antal lektioner: 6-12
Fag: Dansk, kristendomskundskab og billedkunst
Materialet indeholder:  Lærervejledning og adgang til projektets hjemmeside, hvor filmen findes.

Middelalderens mennesker elskede billeder, og man dekorerede kirker og andre bygninger med farvestrålende kalkmalerier. I projektet lærer eleverne, hvordan billederne i middelalderen havde en ekstra betydning for almindelige mennesker. Her fungerede billederne som allegorier. F.eks. betyder en enhjørning uskyld og et timeglas betyder død.

Nyt digitalt billedværktøj med animationer af kalkmalerier

Med en kort nyproduceret film, hvor kalkmalerierne ved hjælp af animation bliver gjort både forståelige og levende, guides eleverne til at opdage betydningsfulde motiver i kalkmalerierne og kende til de mest almindelige motivers overførte betydninger. Billederne afslører også sammenhænge og sandheder om middelalderens status- og magtforhold eller om datidens tro på overnaturlige væsener og disses indblanding i menneskelivet og historiens gang.

Helgenfortællinger og helgenbilledernes magi

Almindelige mennesker i senmiddelalderen brugte billederne til at forstærke deres personlige tro på engle og helgener, så de kunne bede dem om hjælp og trække på deres overnaturlige kræfter.

Folk valfartede derfor til de kirker, der havde mange helgenbilleder og relikvier. I løbet af middelalderen opfattes billedet af helgenerne efterhånden som helligt og tillægges magisk kraft til at bekæmpe sygdomme og andre problemer. I anden del af projektet præsenteres eleverne for tre udvalgte helgenfortællinger, som er illustreret af Ingo Milton og fungerer som selvstændige tegneserier.

Eleverne fremstiller egne billedfortællinger på gipsplade

Forløbet afsluttes med et kalkmaleriværksted, hvor klassen kan bestille et klassesæt af gipsplader, som de skal lave deres egne billedfortællinger på med akvarel- eller akrylmaling.

Kalkmalerier fra middelalderen

I perioden 1050-1250 blev der bygget mere end 2.000 kirker. Sandsynligvis er alle disse kirker blevet udsmykket med kalkmalerier, og man malede kalkmalerier gennem hele middelalderen. De middelalderlige kalkmalerier findes næsten udelukkende bevaret i kirker, da de verdslige bygninger fra perioden enten er helt væk eller forvandlet. Reformationstidens overkalkninger har bidraget til at bevare billederne, så bl.a. derfor har Danmark i dag en stor og fin samling af kalkmalerier.

Kort beskrivelse af projektets indhold fordelt på fag:

Dansk: Eleverne læser de tre helgentegneserier og sammenligner tegneserier og kalkmalerier som to tidsperioders forskellige måder at fortælle med billeder på.

Kristendomskundskab: Eleverne introduceres til middelalderens tro og overtro, som den kommer til udtryk i kirkernes kalkmalerier.

Billedkunst: Eleverne fremstiller egne kalkmalerier på gipsplade med akryl eller akvarelfarve.

Tilmelding

Al tilmelding foregår via vores hjemmeside. Her kan du tilmelde din klasse under beskrivelsen af hver enkelt undervisningstilbud.

Tilmelding

"*" indicates required fields

Hidden
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.