Tro, håb og kærlighed i korsriddertiden
Tag klassen på en eventyrlig tidsrejse til 1100-tallet og lær om korsriddertiden! I haven ved Pater Noster kirken på Oliebjerget udenfor Jerusalem står der en skulptur af to mænd. Ifølge teksten på latin og dansk, er de to mænd et par danske brødre, der ligger begravet her. Brødrene hed Svend og Eskild. Svend var biskop over Viborg og Eskild var kriger. De var draget på pilgrimsfærd til Jerusalem, men vendte ikke tilbage i live. Men hvem var de? Hvad bragte dem til Jerusalem? Og hvad gjorde de siden de har fortjent at få en gravplads i kirkens gårdhave?
Med ny graphic novel af Jan Kjær
Svaret på dette får eleverne i arbejdet med udviklingsromanen Sværdets Kraft, som Jan Kjær har skrevet til projektet. Projektet indeholder værklæsning af den nye roman, forslag til tekstanalyse, arbejde med korsriddertiden, historiske kilder og kildekritik. Desuden lægges der op til et arbejde med symboler som kors og vand på baggrund af bibelske tekster og kristne ritualer.
Få besøg af korsridderen Eskild og deltag i rollespilsevent på Vestborgen
Hvis I er to eller flere tilmeldte klasser kan I bestille et intro-besøg af Eskild, der ankommer udklædt som korsridder til skolen og giver et spændende oplæg om middelalderens korstog til Jerusalem. Oplægget varer 45 min. Rollespilsevent på Vestborgen Med til projektet hører en rollespilsevent på Vestborgen, som afholdes i samarbejde med Kalundborg Museum. Her deltager eleverne i forskellige læringsaktiviteter relateret til korstogenes betydning og kæmper om at nå frem i tide til kampen om Jerusalem. Der kan bestilles kulturbus til rollespilseventen.